“Man kan ikke elske alle mennesker, men alle fortjener at blive respekteret. Der er intet kristent blod, intet jødisk blod, intet muslimsk blod, der er kun menneskeblod. Vi er alle ens. Det, der skete, skete – vi kan ikke længere ændre det. Det må kun aldrig nogensinde ske igen.”
Det var stærkt bevægende at lytte til Margot Friedländer i Europa-Parlamentet idag. Margot overlevede i Theresienstadt til lejren blev befriet i maj 1945.
I Danmark blev min far i oktober 1943 reddet til Sverige af en fiskerbåd. Ellers var han, min farmor, farfar og onkel, også endt i Theresienstadt.
I Berlin arresterede Gestapo i 1943 Margots bror Ralph. Margots mor og Margot var der ikke. Margots mor besluttede at melde sig selv til Gestapo for at kunne følge sin søn. Til sin datter efterlod hun kun sin håndtaske med en notesbog, en rav-halskæde og en besked til Margot “Forsøg at skabe dit liv” hos en nabo. Margot så aldrig sin mor eller bror igen
Hun overlevede Theresienstadt, hvor hun mødte sin mand. Sammen emmigrerede de til USA. Væk fra det Tyskland, der havde myrdet deres familie. Efter hendes mands død og mere end 60 år i USA, begyndte hun at skrive om hvad hun havde oplevet under krigen og i Theresienstadt.
Overbevist om, at mindet om holocaust ikke må dø med de sidste overlevende, har hun siden da har hun talt til unge i skoler – og i dag til Europa-Parlamentet.
Hun advarede om, at mindet om Holocaust i dag er “politisk misbrugt, nogle gange endda latterliggjort og trampet på”. Den såkaldte “Jødestjerne”, sagde hun, bliver “skamløst brugt i dag af nye fjender af demokratiet til at style sig offentligt – og midt i et demokrati! – som ofre. På en dag som i dag skal vi stå sammen, så mindet om Holocaust forbliver sandt og ikke bliver misbrugt af nogen.”
I sin tale, understregede Margot Friedländer den undtagelse som Danmark var, hvor jøderne blev beskyttet og reddet af befolkningen med regeringens viden. Hvis ikke så er det usikkert om min familie ville have overlevet længe nok til at komme hjem med de hvide Røde Kors busser, der reddede de danske og skandinaviske jøder fra Theresienstadt hjem inden lejrens befrielse.
Derfor var det vigtigt for mig, at gå op og takke Margot Friedländer for hendes tale.
Margot Friedländer afsluttede sin tale med at opfordre folk til at være “på opmærksomme og ikke se væk, som vi gjorde dengang. Had, racisme, antisemitisme må ikke være det sidste ord i historien. At behandle mennesker som mennesker, uanset hudfarve, religion eller etnicitet, gælder især i dag. Menneskelighed, tolerance og respekt er vigtigere end nogensinde før for fredelig sameksistens. Det er mit ønske på denne vigtige minde- og mindedag, for verden, for Europa og for os alle.”
#WeRemember
