Dette er en blog-post, som jeg for længe længe siden lovede Morten Messerschmidt at skrive. Jeg var blandt publikum, da Europa-huset (Europa-Parlamentet og EU-Kommissionens repræsentation og informationskontor i Danmark) kick-startede Europa-Parlamentsvalgkampen til Folkemødet på Bornholm.

“Kommissionen har ikke noget folkeligt mandat!” erklærede Morten Messerschmidt.

Vi var igang med en politisk debat, og ikke en debat om hvorvidt Folkemødet havde en reel forbindelse med det danske folk og ikke bare var en Roskilde Festival for politiske nørder.

Kommissionen har ikke noget mandat. EU har et demokratisk underskud. Hvem er det som sidder dernede og bestemmer i det der EU? Det er den sædvanlige baggrund for debatten om demokrati og EU.

Jeg sprang derfor op fra min stol, som en trold af en æske i et forsøg på at få korrigeret Messerschmidts udtalelse. Fordi Kommissionen har et mandat. De er udvalgte politikere på samme måde, som de danske ministre. Sådan har det været siden starten af det europæiske samarbejde. Ligesom Europa-Parlamentet tidligere bestod af politikere, som var nationalt udpeget. Ikke direkte valgt. Det kom først fra 1979.

Hvis Messerschmidt, og hans partifælle Skaarup, som i 2012 sang samme omkvæd, ønsker et mere folkeligt/direkte mandat, så skal de bede om at vi lader medlemmerne af Europa-Parlamentet vælge Kommisionen direkte og uden indblandning fra de nationale regeringer. Den slags tanker nærmer sig føderalisme, som i øvrigt findes i mange forskellige udformninger, men som jeg ikke tror er en del af dansk folkepartis partiprogram.

Kommissionen er demokratisk valgt. Den er blevet valgt af vores regeringer, som hver har valgt én kommissær. Hvilket betyder en meget stor gruppe af politikere, som hver vil have lige opmærksomhed og indflydelse. Det er repræsentativt inddirekte demokrati. Vi vælger nogen til at vælge for os – her hvem som skal sidde i Kommissionen.

Denne måde at vælge Kommissionen på gør det ikke nemt at føle en direkte relation til kommissærerne, eller at vi i stemmeboksen til Europa-Parlamentet kan gøre en forskel for hvem, som bliver valgt. Men EU’s institutioner er ikke det samme som en direkte valgt national institution, som Folketinget og Regeringen. Det er et komplekst system af nationale og overnationale rettigheder og pligter. Fordi det skal giver tillid til stoler på hinanden på tværs af grænser i et forpligtende fællesskab.

De færreste politikere og politiske institutioner er fadøls-folkelige – og skal heller ikke være det. Men Kommissionen og de øvrige EU-institutioner SKAL blive bedre til kommunikere med os.